Mandag, 07 september 2015 08:00

Bordtenniserfaring med hjem fra Sydkorea

Written by 

Fredag d. 14 august tog Louise Jakobsen fra Greve BTK og to andre piger afsted på en landsholdstur, som gik et smut til Sydkorea. Pigerne tog afsted d. 14 august og landede på dansk grund igen d. 31 august.

20150822 093315

Louise fortæller, at de første ni dage de var afsted, var de på træningslejr, hvor de sparrede med nogle meget dygtige koreanere, deriblandt Koreas B landshold. ”Vi fik virkelig god sparring. Jeg har fået rigtig meget ud af det, og er blevet inspireret af måden de spiller og træner på”.

20150822 093511

Pigerne trænede med hos en koreansk pigeskole. Der var omkring 10 koreaner og de tre danske bordtennisspillere. ”Det var rigtig fedt at opleve kulturen i deres træningshal. Den er helt anderledes i forhold til vores danske kultur herhjemme. Her bukker de for deres træner, og de skal stå på række foran træneren, så snart bordtennisdelen skal i gang, meget stor respekt”.

Louise fik trænet mod mange forskellige type spillere. ”Jeg trænede med koreanske piger som havde normale belægninger på begge sider, men jeg trænede også med deres defensive spillere (deffere), og med piger, som havde enten kort knop i baghånd eller forhånd. Jeg trænede endda også med en som havde lang knop i baghånd, men som stod tæt på bordet. Normalt, når en spiller har lang knop, trækker vedkommende sig et stykke væk fra bordet og deffer, men hende her stod tæt på bordet med den lange knopbelægning. Det gjorde at knopbelægningen vendte skruen i bolden. Så hvis jeg loopede mod hendes knop, fik jeg underskru tilbage, og hvis jeg prikkede, fik jeg overskru tilbage. Det var rigtig fedt at træne med, og meget andeledes, da der ikke er nogle i Danmark der har denne spillestil.   
Langt de fleste i Danmark spiller med normale belægninger på begge sider af battet, inklusiv mig selv, så det var godt og udfordrende at spille så meget mod materialespillere.”

20150824 145738

Efter de ni dages træning i byen Anyang tog de til en ny by, hvor pigerne spillede den internationale turnering Korea Open. Pigerne stod over for en hård konkurrence, men de fik set niveauet an og fik dermed en masse erfaring med hjem fra Sydkorea.   

20150824 145921

Last modified on Mandag, 07 september 2015 08:26