Søndag, 30 april 2017 13:24

To ud af tre. Godkendt.

Written by 

Greve er med i to af rækkerne, når kredskampenes "Final Four"-finalestævne finder sted senere på måneden. Serie 2-holdet knuste Næstved med 8-3 i den afgørende kvalifikationskamp, og vores Dream-Team i Serie 3 gjorde dem kunsten efter 24 timer senere ved at besejre Helsingør med 6-2, endda på udebane.

Dermed er begge hold kvalificeret til finalestævnet, hvor Dream-Team'et med Super-Alen i front på forhånd ser ud til at have de bedste chancer for at ryge helt til tops. Modstanderne i første kamp her bliver KFUM, og redaktionens staldtip lyder på sejr til Greve!

Serie 2-gutterne får det nok lidt sværere mod et Herlev-hold med et pænt højt ratingtal. Vores chancer skal nok baseres på, at ingen nogensinde har før har oplevet en Thomas Glinski i den udgave, han viste frem mod Næstved, og at de næppe har hørt om Nicklas Thunder-Boldt i Herlev om omegn.

Skulle det lykkes at slå Herlev, venter formentlig et ret skræmmende Sørbymagle-hold i finalen, som vil kræve, at Glinski og Co. spiller op til deres allerbedste.

Også Serie 1-holdet, altså det med Saro og Preben, havde i ugens løb muligheden for at kvalificere sig til Final Four, men med afbud fra førstemand Oliver og en Preben, der på grund af en teknisk fejl var udelukket fra at stille op, måtte holdet bøje sig mod et homogent Frederiksværk-hold med 8-4.

To ud af tre mulige deltagere ved finalestævnet må dog siges at være absolut godkendt. Pøj-pøj, når det går løs i Valby den 23. april.

Billedet? Selvfølgelig Super-Alen, som gennem hele sæsonen har siddet sikker på tronen som kongen af Serie 3.